Keep On Moving!: Marathon des Sables - en ekstrem oplevelse (2006)

31-05-2006

Jeg har efterhånden i en del år haft lyst til at deltage i et ekstrem løb, og fik specielt øje på Marathon des Sables, og da det går for at være et af de hårdeste løb i verden, så skulle det prøves.
Jeg forsøgte at træne til det sidste år, men måtte melde fra i sidste øjeblik da jeg blev skadet, hvilket ikke var sjovt når man har trænet i mange måneder hen imod det.
Jeg holdt pause i nogle måneder, og begyndte så træningen igen til løbet i år. Trænngen startede tilbage i august måned sidste år, og løbet blev afholdt i år den 9-15 april.
I det følgende vil jeg prøve at give et indtryk af hvad Marathon des Sables er og beskrive løbet og vise en masse billeder dernede fra, som forhåbentlig siger lidt om hvordan det var.

Hvad er Marathon des Sables?
Marathon des Sables er et ekstrem løb som afholdes hvert år i den sydlige del af Marokko, hvor den marokkanske del af Sahara ørkenen er.
Løbet foregår ved at man løber én etape hver dag, som ca. starter hver morgen omkring kl 9. Distancerne varierer for hver dag, og kan være mellem ca. 20-80 km. Løbet afholdes over 7 dage, hvor man skal løbe 6 etaper, og deltagerne skal selv bære alt deres udstyr og mad til de 7 dage. Vand får deltagerne udleveret undervejs og der overnattes i Berber telte i lejeren, som flyttes hver dag. Den samlede distance der skal tilbagelægges er omkring 240 km.
Vejr forholdene er specielt med til at gøre Marathon des Sables kendt som det hårdeste ekstrem løb i verden, og det skyldes at temperaturen svinger fra 0 grader om natten og op til over 50 grader om dagen. Sandstorme er ligeledes med til at forværre sigtbarheden og øger til barskheden i løbet.

Terrænet
Selvom der løbes i Sahara, som umiddelbart forbindes med en masse sand, så er terrænet meget varieret. Dele af ruten er utrolig stenet, hvilket gør at man skal koncentrere sig meget for hvert skridt. Bjerge på op til 1000 m skal passeres, hvor stigningsgrader er over 25% og der nærmes klatres for at passere bjerg passene. Derudover kommer man igennem enorme udtørrede søer, palmelunde og naturligvis enorme sandbanker på op til 25-50 m.

Udstyr, mad og telte
Hver deltager skal selv transportere alt udstyr og mad under løbet i en rygsæk. Man har kun det man selv har med. Det eneste der stilles til rådighed fra ledelsen er Berber telte, som man overnatter i. Vand udleveres hver morgen, under dagens etape og når man kommer i mål.
Der udleveres ca. 9-20 liter vand om dagen afhængig af etapens længde.
Hele lejren pakkes sammen hver morgen kl. 6 og flyttes til det næste målområde.

Mit udstyr
Min rygsæk bestod af følgende:

- sovepose
- ligge underlag (skumgummi)
- kogegrej (titanium kedel) + sprit tabeletter
- lommekniv
- kompass
- småting som tandbørste, tandpasta, solcream m.m.
- Malerdragt (filtdragt)
- klud til at vaske sig med
- solbriller
- kamera
- camelback (2 L)
- Lille drikkedunk (½ L)

Maden bestod af følgende:

- Maxim Drikke Pulver (950 gram - 3496 kcal)
- Maxim EnergyBar (14 stk - 3010 kcal)
- Maxim Promax ProteinBar (14 stk - 2030 kcal)
- REAL Musli (6 stk - 2580 kcal)
- REAL Kylling/Karry (6 stk - 4055 kcal)
- Powerbar GEL (17 stk - 1887 kcal)
- Maxim GEL (1 stk - 300 kcal)
- Maxim Promax XL (4 stk - 1364 kcal)

Etaperne
Etaperne var således:

- 28 km
- 35 km
- 38 km
- 72 km (afkortet til 57 km)
- 42.2 km
- 11.8 km

I bussen fra lufthavnen udtil lejren fik vi udleveret roadbook'en, som beskrev etaperne ved kort og en illustration som disse:

Ankomst til lejren
Vi landede i Quarzazate lufthavn omkring kl. 14:30 fredag d. 7. april. Derfra blev vi kørt i busser i 6½ time ud til lejren. De sidste 10 km blev vi kørt i militær køretøjer, da busserne ikke kunne køre i terrænet.

Lastvogene vi blev transporteret på hentil lejren

Billede af mig (tv), den finske pige og Lars (th).

Lejren

Da vi ankom om aftenen til lejren, var der selvfølgelig ikke et telt til os danskere,
de havde glemt os, så vi måtte vente på at de lavede et telt til os.

Teltet vi boede i

Administrativt check
Næste dag, lørdag, var der administrativt check af rygsæk og det medicinske certificat, som man skulle have med fra ens læge i Danmark.
Derudover skulle vi aflevere alt hvad vi ikke skulle have med under løbet.

1. Etape - 28 km
Spændingen var stor da vi blev vågnet søndag kl. 5:45 af jallaerne, som skulle samle teltene sammen. Omkring 3 timer til start. Vi blev smidt ud af teltet, og begyndte at forberede til starten.

Billede af mig i lejren, morgenen før 1. etape

Morgenen før 1. etape

Morgenen før 1. etape - klargøring

Billede af os danskere før 1. etape

Billede af mig inden start

1. etape

Der fløj en helikopter rundt og fulgte os undervejs

Billede fra et checkpoint på 1. etape

Jeg tog det stille og roligt fra start, dels efter råd fra 2 af de andre danskere, som havde deltaget tidligere, men også fordi der trods alt var langt igen, og vi lige var startet.
Det jeg havde frygtet mest op til løbet var at min skade i arkillesenen skulle genopstå, men det gjorde den ikke, så min optimisme blev større og større. Jeg vil skyde på at jeg løbe med ca. 85% af hvad jeg kunne, og det rakte til en 46. plads, hvilket jeg var meget overrasket over.

2. etape - 35 km
2. etape var noget hårdere end først, da der var bjerge som skulle passeres. Jeg havde det rigtigt godt, så jeg løb op over bjergene, og hentede mange.
Jeg begik dog en fejl ved 2. og sidste checkpoint, og det var at jeg ramte for meget vedsiden af, da jeg skulle flyde på min camelback, så da der var 8 km igen af etapen, løb jeg tør for væske. På det tidspunkt var der sandstorm, og temperaturen var omkring 45 grader.
Jeg satte tempoeret lidt ned, da jeg blev meget nervøs over at jeg pludselig ikke havde mere væske.
Dem der var omkring mig, 4 andre deltagere, begyndte at løbe i forskellige retninger da de ikke kunne finde ud af hvor vi skulle hen. Sigtbarheden var ca. 5-10 meter. Jeg tog mit kompass frem og kunne huske de grader vi skulle løbe efter den sidste del af ruten, så jeg løb udelukkende efter mit kompass.
Da jeg aldrig har prøvet det før var jeg noget i tvivl om jeg gjorde det rigtigt, specielt fordi nogle af de andre løb i andre retninger, men jeg stolede på at det var rigtigt, og det var det også. Endelig kom målet.
Jeg blev nummer 30 på 2. etape, hvilket var helt fantastisk. Jeg anede virkelig chancen for at opnå noget stort.
Efter 2. etape lå jeg også nummer 30. sammenlagt!

3. etape - 38 km
3. etape startede også godt, men efter ca. 15 km begyndte jeg at få ondt i ledbåndet i venstre knæ, og det blev værre og værre.
Da jeg nåede til 25 km gjorde det så ondt at jeg måtte begynde at gå. Jeg kunne næsten ikke bøje benet. Det var helt ekstremt varmt - over 45 grader. Fremtil det sidste checkpoint skulle vi over en stor udtørret sø. Der gik jeg og stegede - jeg var også begyndt at blive lidt dårlig, sikkert pga mangel på væske og salt. Det vidste sig senere, da jeg kom i mål at der havde været 3 nødraketter der var blevet fyret af fra deltagere der var faldet om.
Nå men jeg nåede til checkpointet, men måtte lægge mig i teltet, da jeg nu var meget dårlig, og samtidigt havde meget ondt i benet.
Der lå jeg i ca. 15-20 minutter, men så kom der en af de andre danskere. Han var også dårlig, men sammen fik vi mandet os op og kom videre.
På de sidste 8 km kom vi helt utroligt forbi en brønd, hvor vi kunne hejse vand op ved at sænke en spand ned. Det var yderst forfriskende.
Vi gik det meste af vejen. Jeg kunne ikke løbe pga benet, og han var dårlig. Jeg tabte meget tid på denne etape, men var glad for at komme i mål.

Efter de første 3 etaper var der udgået over 100 deltagere, hvilket var helt usædvanligt, da der normalt kun udgår samlet omkring 30-40 deltagere. Årsagen var vejr forholdene - temperaturen var nogenlunde som de andre år, men det blæste meget mere, og luft fugtigheden var omkring 17-20%, hvilket er meget højt i ørkenen.

Der blev ialt fyret 4 nødraketter af på 3. etape. Det var deltagere, som var i stor fare. Specielt 2 deltagere gik det helt galt for, og den ene var den unge finske pige med lyst hår, som I kan se sidde vedsiden af mig på et af de tidligere billeder. Hun var faldet om mellem checkpoint 2 og 3 ude på en stor udtørret sø. Hun blev først fundet efter 40 minutter, hvor hun havde ligget bevidstløs. Det var en anden deltager der fandt hende, og fyrrede nødraketten af, hvorefter der kom en læge der med det samme gav hende drop.

Hun kom først til rigtig bevidsthed næste dag om aftenen, og lægerne sagde at hun skulle være glad for at være i live.

Mit ledbånd i venstre knæ var så slemt medtaget at jeg næsten ikke kunne gå, og kunne slet ikke bøje knæet, så mit humør var dårligt specielt med udsigten til at skulle op og løbe 72 km næste dag.

4. etape - 72 km
Om aftenen omkring kl 21 fik vi pludselig at vide at distancen på 4. etape ville blive reduceret fra 72 km til først 65 km og senere til 57 km.
Jeg havde fået nogle smertestillende piller, som jeg tog inden start. Jeg havde sovet utroligt dårligt fordi det gjorde afsindigt ondt i ledbåndet.
Jeg lagde ud med at løbe, men efter ca. 20 km, så måtte jeg gå da smerterne var så store at jeg ikke kunne løbe mere. Det gjorde helt utroligt ondt!
Jeg travede derud af og det gik rimeligt, og heldigvis havde jeg fået et godt forspring da jeg havde løbet de første 20 km, så jeg kom alligevel godt igennem rent placeringsmæssigt med en plads omkring nr 90. - og taget i betragtning af jeg gik ca. 35 km, så var det ok, men det siger også lidt om at når jeg løb, så løb jeg fra dem allesammen (næsten :-).
Jeg nåede lige at komme i mål inden det blev helt mørkt, og selvfølgelig var der sandbakker de sidste 4 km, så jeg bandede og svolvede for sandet gjorde av i mit ledbånd. Jeg kom igennem på lige under 9 timer.

Om aftenen omkring kl 23 blev jeg dårlig efter at have spist aftensmad.
Jeg begyndte at kaste op, og kastede op resten af natten indtil kl 5 om morgenen. Ca. hvert 15-20 min kastede jeg op - det var ikke sjovt. Heldigvis havde vi hviledag næste dag, men jeg havde det dårligt hele dagen og kunne ikke drikke eller spise noget. Samtidigt var temperaturen 45 grader og det blæste hele dagen, også er det ikke sjovt at ligge i et telt hele dagen.
Jeg var meget nervøs over at jeg ikke kunne drikke noget, når vi skulle løbe 42 km næste dag. Om aftenen blev det heldigvis lidt bedre og jeg fik drukket og spist 2 proteinbar.

5. etape - 42.2 km
På dette tidspunkt var mit ledbånd helt smadret, men jeg var besluttet på at gennemføre selvom jeg aldrig i mit liv har haft så mange smerter og de fleste ville nok have givet op, men jeg var stædig og nægtede at give op. Nu havde jeg også pint mit så langt, så var 42 km jo ingenting :-)
Jeg forsøgte at løbe fra start, men det gik ikke, så jeg gik stort set hele vejen, og det reflekterede min tid også. De næsten 10 km sandbakker undervejs gjorde det ulideligt at komme igennem for sandet var det værste, da man synker i og skal trække benet op, hvilket er umuligt når ledbåndet siger nej. Nej, hvor gjorde det ondt, men jeg fortsatte, og langsomt kom jeg fremaf og tilsidst efter 7 timer nåede jeg endelig igennem.

6. etape - 11.8 km
Den sidste etape skulle bare overståes, men igen var der lige 4 km sandbakker som skulle passeres. Jeg forsøgte at humpe-løbe i starten, men måtte gå efter nogle få km.
Det var en lidt underlig følelse, da jeg endelig nåede målet. Jeg var glad for at komme igennem, men skuffelsen over at jeg blev skadet og derfor ikke kunne fortsætte og færdiggøre den flotte start på løbet, gjorde at følelsen var lidt underlig.
Jeg har sammenlagt gået omkring 70-75 km og alligevel blev jeg sammenlagt nr 116 ud af ca. 600 gennemførende. Det gjorde jeg kun fordi jeg løb så godt de første 2 etaper.
Jeg er sikker på at hvis jeg ikke var blevet skadet på 3. etape, så kunne jeg have blevet blandt de 30-35 bedste.